Så er Thijs på vej til Leeuwarden
Efter en del arbejde – og ikke blot på træningsbanen – er vi nu på vej til Leeuwarden
For at gøre en lang historie kort, valgte vi at vores hingst skulle trænes her i Danmark, for så i ugen op til forbesigtigelsen i Ermelo, at køre ham til Holland. Her skulle han kun have daglige skridt ture, så han havde masser af energi til selve fremvisningen. Efter fremvisningen blev navnene på de der skulle videre til buret og senere, hvis dette gik OK, til Leeuarden.
Vores Thijs blev desværre ikke råbt op, og vi kørte derfor hjem til Danmark dagen efter.
Knap 14 dage senere blev vi kontaktet af FPS som fortalte at de havde lavet en fejl, og de gerne ville se Thijs igen, så hvor kunne de finde ham? Han var tilbage i Danmark så det var ikke sådan lige. Nå men uagtet dette var beskeden, at Thijs var kåret STER og inviteret til Leeuwarden. FEDT… og et stor cadeau til FPS der udviser så stor ærlighed og troværdighed. Vi blev selvfølgelig glade og gav hinanden håndslag på, at vi ville se om vi kunne få det sidste på plads, for at han kunne deltage.
Inden for besigtigelsen havde vi aftalt med en hingstestation, at hvis Thijs gik videre så skulle han stå der frem til hingstekåring i Leeuwarden. De skulle forestå de sidste 5 ugers træning, håndtere sædprøve, sikre alt vedr. røntgen, samt håndtere de forskellige administrative rutiner. Men nu stod vi i Danmark, havde tabt 2 ugers træning og vidste at der lå en del arbejde forud.
Vi besluttede at Thijs skulle trænes i Danmark (det ville ikke være fair overfor ham at køre til Holland for tre ugers træning – et nyt sted, nye træningsmetoder og nye trænere). Rent træningsmæssigt var det jo også gået fint indtil videre. Derudover satsede vi på at vi selv kunne håndtere det administrative, røntgen og sædprøver.
Men – det er nu ikke sådan lige...
Røntgen… Vi havde fået taget røntgen før Ermelo, efter en tilsendt beskrivelse på hvilke og hvordan billederne skulle tages. Men en uge efter vi havde fået taget billeder, fik vi at vide at beskrivelsen vi tidligere fik fremsendt var fra 2007, og der var en ny opdateret til 2009, hvorfor vi manglede fire ekstra billeder.
Disse billeder havde vi nu 2 dage til af få taget og sendt til FPS, med dyrlægens hjælp lykkedes det i de travle dage op til jul. Et par dage senere fik vi at vide at fire billeder skulle tages fra en anden vinkel, og denne gang fik vi foruden beskrivelsen også eksempler på billeder, hvilket var en stor hjælp...
Så efter tredje besøg hos dyrlægen er den del i orden. Vi mangler dog 100% bekræftelse som vi først kan få d. 5 januar.
Sædprøve… Ja det var heller ikke ”bare lige”.
Først fik vi taget en sædprøve hos vores alm. dyrlæge, men efterfølgende blev vi informeret om at den skulle aflægges i Utrecth, Holland - det er svært når vi bor i Danmark. Vi ville ikke køre til Holland for at få taget denne prøve. Tænk hvis den ikke var OK – så havde vi kørt 1600 km. forgæves.
Efter lidt skriverier frem og tilbage nåede vi frem til, at en dyrlæge med speciale som hingstestation, EU godkendt praksis og den eneste der godkender DV´s unghingste - han måtte være OK.
Efter at have sprunget to gange indenfor en time som reglerne foreskriver, kunne dyrlægen fortælle at der ikke burde være problemer. Med denne melding er vi dog klar til at køre til Holland den første weekend i januar. Også selv om FPS også her først kan give svar d. 5. januar.
Rigtig ærgerligt er det dog, at vi tager af sted med denne uvished med både røngten og sædprøve, hvor FPS først kan give svar d. 5 januar. Men vi synes heller ikke vi kan ikke vente, hvis Thijs skal have den bedste forberedelse under de givne omstændigheder. Så må vi se om vi er kørt forgæves…
Når han kommer til Holland skal han skridtes med dagligt frem til torsdag, hvor han skal i buret første gang. Så bliver det spændende.
Vi håber selvfølgelig det bedste, da vi synes han er en dejlig hingst, men ved da også, det er mere end svært at komme gennem nåleøjet. Uanset, så har vi fået en dejlig oplevelse og er en del erfaringer rigere – og det er jo den samme hest vi får med tilbage. Så kan det da ikke gå helt galt.
Mange Frieser hilsner
Thijs, Line og Howard















